Stress / Belastning

Alle kan komme til at slå for stort brød op eller blive budt på for meget. Når der er for stor uoverensstemmelse mellem de ressource man har til rådighed, og de opgaver og udfordringer man møder, resulterer det i stress- og belastnings-
tilstande.

At have travlt er ikke det samme som at have stress og være belastet. Omvendt kan man få stress og være belastet, selvom man tilsyne-
ladende ikke er mere presset og fortravlet end ellers.Ved stress og belastning er hele systemet i konstant forhøjet alarmberedskab – uanset hvad man konkret foretager sig. Stress- og belastnings-
symptomer kan være af både følelsesmæssig, fysisk og intellektuel art – f.eks. uro, irritabilitet, nedtrykthed, søvn- og appetitforstyrrelser og hukommelses- og koncentrationsbesvær.Det er usundt og slidsomt både psykisk og fysisk at være stresset over længere tid!

På samme måde som ved angsttilstande kan man opleve, at der (tilsyneladende) mangler sammenhæng mellem de ydre påvirkninger og den indre reaktion.I behandlingen af stress- og belastningsreaktioner er det derfor væsentligt at afklare de oplevede belastningsfaktorer eller stressorer. Ofte kan disse være bagatelliseret eller helt overset, fordi de er i konflikt med f.eks. den dominerende selvopfattelse, styrende værdier eller den arbejdsmæssige eller kulturelle sammenhæng, man befinder sig i.

Uden egentlig at være klar over det, kan man derfor være blevet budt for meget eller for lidt af det rigtige gennem kortere eller længere tid.

Endvidere er det væsentligt at få identificeret de faktiske ressourcer, man er i besiddelse af.

Ofte kan der vise sig en uoverensstemmelse mellem de faktiske og de forestillede ressourcer. Det betyder, at man er i risiko for at komme til at slå for stort eller forkert brød op. At få afklaret den belastende ubalance mellem krav/udfordringer og faktiske ressourcer, indebærer også en helt afgørende identificering af anvendte copingstrategier.

Måden man forholder sig til eller tackler de opgaver, man stilles, kan være mere eller mindre hensigtsmæssig. I sin iver efter eller behov for f.eks. at gøre det så godt som muligt, at nå så meget som muligt eller at være så vellidt som muligt, kan man komme til at skabe, vedligeholde eller forværre en belastningstilstand.

”Fælles for alle former for stress og belastning er, at både krop og sind er overanstrengt og derfor i en tilstand af krise.”

Det er usundt og slidsomt både psykisk og fysisk at være belastet over for lang tid. Det er derfor en vigtig investering at stoppe op, skærpe sin opmærksomhed og foretage de nødvendige justeringer i den måde, hvorpå man bruger sig selv og sine ressourcer.