Anoreksi, bulimi og overspisning er de tre overordnede former for spiseforstyrrelse.Hvis man har anoreksi, er man domineret af trang til at tabe sig. Kropsvægten reduceres i værste fald til et underernæret minimum ved at afholde sig fra at spise – og ofte også dyrke uforholdsmæssig meget motion.
Kropsopfattelsen er forstyrret, idet anorektikeren opfatter sig selv som fed, selvom kroppen er underernæret til et måske livstruende niveau.
Frygten for overvægt og fedme er det umiddelbare motiv for med al sin tid og energi at tilstræbe en stadigt lavere idealvægt.
”Spiseforstyrrelsen er blevet en overlevelsesstrategi, som derfor hverken handler om mad eller vægt, men om at holde ud at være sig selv, når betingelserne er svære.”
Hvis man har bulimi, er man fanget i et mønster af spiseanfald efterfulgt af opkastninger – måske i kombination med meget kalorieforbrændende motionering.
De forskellige måder at komme af med maden og kalorierne på er umiddelbart motiveret af behovet for at have kontrol over kropsvægt og fremtoning.
Ved overspisning ses næsten tvangspræget fødeindtagelse, som ofte fører til overvægt. Der kan være perioder med meget strenge diæter, og der kan derfor forekomme markante vægtudsving. Overspisning kaldes ofte ”trøstespisning”, og kan tage til i perioder, hvor man oplever sig følelsesmæssigt belastet.
Spiseforstyrrelser handler hverken om mad, vægt eller udseende som sådan. Der findes ingen enkle svar på, hvorfor nogle mennesker udvikler spiseforstyrrelser.
Men der er bred enighed om, at dybere følelsesmæssige problemer udgør et centralt omdrejningspunkt, og at optagetheden af mad, vægt og udseende kun er et symptomatisk udtryk for dette.
I min psykoterapeutiske behandlingserfaring med klienter med spiseforstyrrelse er det især vanskeligheder med at identificere, rumme og håndtere følelser, som har vist sig som et kerneproblem.
Sult, opkastning eller overspisning er en måde at lægge afstand til eller nedtone bestemte følelseskvaliteter. Spiseforstyrrelsen er blevet en – destruktiv – overlevelsesstrategi i forhold til aspekter af følelseslivet.
Følelser og behov reduceres eller konverteres til mere enkle spørgsmål om mad, krop og vægt.
Mange spiseforstyrrede mennesker har svært ved at forstå, hvorfor de er fanget i spiseforstyrrelsen.
Ofte oplever de sig fuld af pinagtig tomhed og har kun uklar fornemmelse af egne grænser. Dette er en naturlig følge af, at spiseforstyrrelsen fungerer som en defensiv distancering af basale følelser og behov.
I det omfang spiseforstyrrelsen lykkes som – destruktiv – overlevelsesstrategi, bliver personen mere og mere fremmed for sig selv.
Det bliver svært at mærke og varetage egne og egentlige følelser og behov.
Efterhånden som spiseforstyrrelsen vinder terræn, bliver der stadigt mindre plads til det menneske, som lider under den.
Oplevelsen af egen betydning og værdi hviler efterhånden udelukkende dels på spisevaner, vægt og kropsfremtoning, dels på evnen til at kontrollere disse aspekter.
