Problematikker

ANGST

At være angst er en meget ubehagelig og i svære tilfælde psykisk invaliderende tilstand. Angst optræder ved alle psykiske lidelser. Angst forekommer med forskellig intensitet, hyppighed og omfang.

Fælles for oplevelsen af alle former for angst er en intens følelse af uro og ubehag, som synes helt vilkårlig og uforklarlig. Angsten bryder frem i situationer, hvor der i realiteten ikke er noget at være bange for, eller angsten har en intensitet, som helt overstiger situationens udfordring. Forskellen på angst og frygt er, at følelsen af angst opstår uden påviselig årsag, mens frygt er dén reaktion der udløses, når der er reel fare på færde.

Foruden selve følelsen af angst, forekommer der også kropslige symptomer i form af f.eks. hjertebanken, åndedrætsbesvær, mundtørhed, svimmelhed og rysten, hedeture og kuldegysninger.

De mest almindelige former for angst er tilstande karakteriseret ved:

• Panikangst - intens og pludselig angst ofte ledsaget af tanker om alvorlig sygdom eller død.
• Socialangst - angst for at være sammen med andre mennesker.
• Generaliseret angst - konstant oplevelse af indre uro og bekymring
• Agorafobi - angst for at færdes uden for eget hjem.
• Enkeltfobi - angst begrænset til specifikke situationer som f.eks. højder, lukkede rum, mørke eller offentlige steder.
• Tvangstilstande - angsttilstand domineret af tvangstanker og tvangshandlinger.

I den psykoterapeutiske behandling af angst vægter jeg for det første at identificere og korrigere de katastrofeprægede tanker, som både kan udløse og vedligeholde følelsen af angst. Det er måden, hvorpå en situation opfattes og forstås, som medvirker til at forme den følelsesmæssige respons og den adfærdsmæssige/handlingsmæssige reaktion. Denne del af terapien drejer sig derfor om at blive klar over de tanker og forestillinger, man egentlig gør sig før, under og efter et angstanfald. Først når man har opnået denne klarhed, er det muligt at forholde sig undersøgende og forandrende til dé tanker og forestillinger, som ledsager angsten.

For det andet lægger jeg vægt på at komme bagom angstsymptomerne (herunder den angstrelaterede tænkning) for at tage hånd om den personlige baggrund for angstsymptomernes udvikling. Selvom den konkrete angst kan opleves både vilkårlig og meningsløs, er den altid på meningsfuld måde forbundet med de livserfaringer, man har gjort sig og har taget form af. Disse erfaringer omfatter ofte en række forestillinger om at være lille, alene, ubetydelig og ude af stand til at klare de udfordringer, som tilværelsen byder på. Den grundlæggende selvfølelse kan være præget af usikkerhed og tvivl, som kan udspille sig i relationen til andre mennesker i form af mangelfuld forventning om accept og forståelse. Dette giver en særlig sårbarhed i forhold til angst. Ofte vil det medvirke til at skabe en ond cirkel, hvor man gang på gang oplever, at dét man er mest bange for sker igen og igen.

Denne del af terapien drejer sig derfor om at opnå indsigt i de personlighedsdannende baggrundserfaringer, at forholde sig omsorgsfuldt og reparerende til disse, og at skabe grundlag for at bryde den onde cirkel.

DEPRESSION

Depression er en sindstilstand, hvor man gennem længere tid har følt sig meget nedtrykt, har mange triste tanker og bekymringer, og har svært ved at overskue og komme igang med hverdagens gøremål.

Depression viser sig på mange forskellige måder og forekommer med forskellig sværhedsgrad. Blandt de depressive kernesymptomer ses altid et forsænket stemningsleje, nedsat energi og nedsat aktivitetsniveau.

I den depressive sindstilstand fremtræder det meste gråt i gråt, uden mening og uden perspektiv. Selvfølelsen er præget af uformåenhed, ubetydelighed og tomhed. Der forekommer dominerende tendens til selvbebrejdelser og meget belastende skyldfølelser. Undertiden kan tankerne kredse om selvmord som eneste løsning, fordi håbløsheden har fået overtaget, og fordi man ikke føler, at livet er værd at leve eller at man er værd at elske og være sammen med.

Ofte forekommer der tillige symptomer som glædesløshed og disengagement, koncentrationsbesvær og øget stressbarhed, nedsat appetit og forstyrret søvn, massiv træthed og oplevelse af uoverkommelighed, bedrøvelse og tristhed og forskellige grader af uro og angst.

Det er vigtigt at få behandling for depression; både fordi tilstanden er nærmest utålelig, og fordi rettidig og relevant hjælp forhindrer, at tilstanden bliver kronisk. Der foreligger risiko for kronisk depression ved manglende behandling, fordi depressionen rummer en selvforstærkende mekanisme af både psykologisk og neurofysiologisk karakter.

Des flere depressioner man har haft, des større risiko for, at depressionen udvikler sig til en kronisk tilstand. Den negative prognose reduceres i væsentligt omfang, hvis man søger kvalificeret hjælp i tide. I nogle tilfælde kan det i en periode være nødvendigt at supplere den psykoterapeutiske behandling med anti-depressiv medicin.

I terapien afdækkes depressionens ofte komplekse årsagsforhold med henblik på at bryde den depressive følelses- og forestillingsverden. Den depressive sindstilstand kan i sig selv komme til at stå i vejen for, at man søger hjælp, fordi man har mistet håbet om at få det anderledes og bedre. De fleste vil imidlertid opleve bedring i løbet af uger eller få måneder. Og de fleste vil erfare, at det er nemmere at komme op af depressionens sorte hul, hvis man er to om det.

SPISEFORSTYRRELSER

Anoreksi, bulimi og overspisning er de tre overordnede former for spiseforstyrrelse.

Hvis man har anoreksi, er man domineret af trang til at tabe sig. Kropsvægten reduceres til et underernæret minimum ved at afholde sig fra at spise og ofte også dyrke overdreven meget motion. Kropsopfattelsen er forstyrret, idet anorektikeren opfatter sig selv som fed, selvom kroppen er underernæret til et måske livstruende niveau. Frygten for fedme og overvægt er det umiddelbare motiv for med al sin tid og energi at tilstræbe en stadigt lavere idealvægt.

Hvis man har bulimi, er man fanget i et mønster af spiseanfald efterfulgt af opkastninger eller brug af afføringsmidler - måske i kombination med meget kalorieforbrændende motionering. De forskellige måder at komme af med maden og kalorierne på er umiddelbart motiveret af behovet for at have kontrol over kropsvægt og fremtoning.

Ved overspisning ses næsten tvangspræget fødeindtagelse, som ofte fører til overvægt. Der kan være perioder med strenge faste- eller slankekure. Derfor kan der forekomme meget store vægtsvingninger i løbet af et år. Overspisning kaldes ofte "trøstespisning", og kan tage til i perioder, hvor man oplever sig belastet.

Ved svær eller langvarig spiseforstyrrelse kan kroppen tage skade.

Spiseforstyrrelser handler hverken om mad, vægt eller udseende som sådan. Der findes ingen enkle svar på, hvorfor nogle mennesker udvikler spiseforstyrrelser. Der er tale om et komplekst samspil mellem mange forskellige faktorer. Men der er bred enighed om, at dybere følelsesmæssige problemer udgør et centralt omdrejningspunkt, og at optagetheden af mad, vægt og udseende kun er et symptomatisk udtryk for dette.

I min psykoterapeutiske behandlingserfaring med spiseforstyrrede mennesker er det især vanskeligheder med at identificere, rumme og håndtere svære følelser, som har vist sig som et kerneproblem. Sult, opkastning og overspisning er en måde at fjerne sig fra eller nedtone dele af følelsesregisteret. Spiseforstyrrelsen er en overlevelsesstrategi i forhold til følelser.

Mange følelser kan være svære at rumme og håndtere. Ofte er det dé følelser, der opstår i relation til andre mennesker, som skaber særlig vanskelighed. Det er følelser, der handler om at være adskilt fra andre og at være sig selv - med sig selv og sammen med andre.

Spiseforstyrrelsen kan blive en overlevelsesstrategi i den svære balance mellem at være sammen med andre og at være sig selv; mellem tilknytning og individualisering. Den kan være erfaringen eller oplevelsen, at der i de vigtigste relationer ikke er tilladelse eller plads til bestemte følelser som angst, forvirring, usikkerhed, vrede og frustration. Det kan også være sådan, at den spiseforstyrrede ikke har fået lært at rumme og håndtere bestemte typer af følelser, som istedet benægtes og bagatelliseres.

For at bevare balancen og undgå konflikt i de mest betydningsfulde relationer, og for at skabe orden i en indre oplevelse af følelsesmæssig uro eller kaos, fornægtes eller forvrænges dele af følelseslivet. Følelser konverteres til mere enkle spørgsmål om mad, krop og vægt.

Når det er svært at få adgang til og mærke bestemte følelser, bliver det også svært at mærke sine egentlige behov. Alle behov dækkes med mad - uanset om det er behov for f.eks. nærhed, omsorg eller anerkendelse fra andre eller behov for afgrænsning, adskillelse og sund selvhævdelse.

Mange spiseforstyrrede har derfor ofte svært ved at forstå, hvorfor de er fanget i en spiseforstyrrelse. Ofte er de fyldt af pinagtige tomhedsfølelser og er uden fornemmelse for egne grænser. Dette er en naturlig følge af, at spiseforstyrrelsen fungerer som en fornægtelse og forvrængning af basale følelser og behov. I dét omfang spiseforstyrrelsen lykkes som overlevelsesstrategi, bliver den spiseforstyrrede fremmed for sig selv, og vil følgeligt ikke være i stand til at tilgodese sine egentlige behov.

Efterhånden som spiseforstyrrelsen vinder terræn, bliver der stadigt mindre plads til dét menneske, som lider under den. Oplevelsen og vurderingen af ens værdi som menneske - selvværdet - sker udelukkende på grundlag dels af spisevaner, vægt og kropsfremtoning, dels af evnen til at kontrollere disse aspekter.

STRESS- OG BELASTNINGSREAKTIONER

Alle kan komme til at slå for stort brød op eller blive budt for meget. Når der er for stor uoverensstemmelse mellem dé ressourcer, man har til rådighed, og dé opgaver og udfordringer man møder, resulterer det i stress- og belastningstilstande.

At have travlt er ikke det samme som at have stress og være belastet. Omvendt kan man få stress og være belastet, selvom man tilsyneladende ikke er mere presset og fortravlet end ellers.

Ved stress og belastning er hele systemet i konstant forhøjet alarmberedskab - uanset hvad man konkret foretager sig. Stress- og belastningssymptomer kan være af både følelsesmæssig, fysisk og intellektuel art - f.eks. uro, irritabilitet, nedtrykthed, søvn- og appetitforstyrrelser og hukommelses- og koncentrationsbesvær.

På samme måde som ved angsttilstande kan man opleve, at der (tilsyneladende) mangler sammenhæng mellem de ydre påvirkninger og den indre reaktion.

I behandlingen af stress- og belastningsreaktioner er det derfor væsentligt at afklare de oplevede belastningsfaktorer eller stressorer. Ofte kan disse være bagatelliseret eller helt overset, fordi de er i konflikt med f.eks. den dominerende selvopfattelse, styrende værdier eller den arbejdsmæssige eller kulturelle sammenhæng, man befinder sig i. Uden egentlig at være klar over det, kan man derfor være blevet budt for meget eller for lidt af det rigtige gennem kortere eller længere tid.

Endvidere er det væsentligt at få identificeret de faktiske ressourcer, man er i besiddelse af. Ofte kan der vise sig en uoverenstemmelse mellem de faktiske og de forestillede ressourcer. Det betyder, at man er i risiko for at komme til at slå for stort eller forkert brød op. At få afklaret den belastende ubalance mellem krav/udfordringer og faktiske ressourcer indebærer også en helt afgørende identificering af anvendte copingstrategier. Måden man forholder sig til eller tackler dé opgaver, man stilles, kan være mere eller mindre hensigtsmæssig. I sin iver efter eller behov for f.eks at gøre det så godt som muligt, at nå så meget som muligt eller at være så vellidt som muligt, kan man komme til at skabe, vedligeholde eller forværre en belastningstilstand.

Det er usundt og slidsomt både psykisk og fysisk at være belastet over for lang tid. Det er derfor en vigtig investering at stoppe op, skærpe sin opmærksomhed og foretage de nødvendige justeringer i den måde, hvorpå man bruger sig selv og sine ressourcer.

PERSONLIG UDVIKLING

Ved at fordybe og nuancere sin selvindsigt, bliver man klogere på, hvad der er værdifuldt og meningsgivende i tilværelsen. Når man kender sig selv tilstrækkeligt godt, bliver man bedre i stand til at træffe de valg, som er til reel glæde og gavn.

Den personlige udviklingsproces kan fokuseres og accellereres i samtale med en psykolog. For det første fordi der tilbydes hjælp til at belyse oversete eller skjulte ressourcer såvel som blinde vinkler. Måske er der behov for at finde nye veje og opdyrke nye livsmuligheder. Måske er der behov for at få ryddet op indeni og finde en anderledes ro og balance. Måske er der primært en sund nysgerrighed og lyst til at opdage og udvikle dé personlige kvaliteter, som ikke aktuelt er i forgrund.

For det andet fordi en psykolog kan hjælpe med at skelne mellem sunde og mindre sunde følelser. Den klare kontakt med sunde følelser fremmer udviklingen, fordi sunde følelser informerer om basale behov og mulighederne for at varetage disse. De indeholder tillige handleimpulser, som bidrager til at håndtere en situation på en god måde. Som eksempel kan nævnes vrede i forbindelse med oplevelse af grænseoverskridelse.

Lige så vigtig for den personlige udvikling er en skærpet opmærksomhed på mindre sunde følelser. Der kan være tale om følelser, som stiller sig i vejen for kontakten med sunde og basale følelser, og som derfor forhindrer en hensigtsmæssig reaktion. Eksempelvis angsten for at mærke og vise vrede eller sårbarhed. Der kan også være tale om "gamle" følelser, som bunder i tidligere erfaringer, og som kan komme til at give en bestemt slagside i opfattelsen af aktuelle situationer. Eksempelvis tendens til at føle sig tilsidesat og mindreværdig, fordi der under opvæksten ikke var tilstrækkelig med påskønnelse i kontakten med forældrene.

AFHÆNGIGHEDSPROBLEMATIK

Alkohol er på samme tid en usund og effektiv måde at skabe afstand til mere grundlæggende problemstillinger. Der er ingen, der frit vælger alkohol som primær løsning. Et overforbrug af alkohol kommer i stand i afmagt. Behandling af overforbrug og afhængighed af alkohol (og andre psykoaktive stoffer) handler derfor først som sidst om at skabe mulighed for at håndtere problemer på en mere fri og hensigtsmæssig måde. Udgangspunktet er erkendelsen af, at forbruget er blevet for stort.

Når der er skabt en psykisk eller fysisk afhængighed af alkohol, har man mistet kontrollen. Selvom det har negative konsekvenser, er der tendens til at prioritere forholdet til alkohol frem for forholdet til familie, venner og arbejde. Dét skaber typisk problemer. Når tankerne primært kredser om alkohol, er der ikke meget overskud til at forholde sig til de problemer, som har skabt afhængigheden. En ond cirkel er skabt, hvor uløste problemer vedligeholder behovet for alkohol, som bevirker at der ikke kan tages hånd om problemerne, som derfor blot bliver stadigt mere belastende.

Når man genvinder kontrollen over sit forbrug, bliver der overskud til at beskæftige sig med dét, der egentlig har betydning og værdi. Der frisættes mentalt overskud og skabes tilstrækkelig ro til at finde mere konstruktive løsninger på hverdagens problemer. Med et kontrolleret forbrug bliver der igen mulighed for at deltage i sociale sammenhænge, hvor alkohol indgår - uden at gå derfra og efterlade et negativt indtryk hos andre og hos sig selv. I behandlingen vil der være fokus på, hvordan man igen bliver "herre i eget hus", så man kan leve sit liv fri for afhængighed.

RELATIONSFORSTYRRELSER

Relationsforstyrrelser handler om vanskeligheder i relationen til andre mennesker. Det kan f.eks. være i parforholdet eller i forholdet til kolleger. Det kan være sådan, at man tilbagevendende oplever, at nære relationer går i stykker - eller at det er meget svært overhovedet at etablere dem. Det kan være sådan, at man f.eks. kommer i tvivl om sin egen værdi, har svært ved at nære tillid, føler uro ved nærhed eller tværtimod går i en evig angst for at blive forladt, når man er sammen med andre mennesker. Hvis man på dén måde føler sig usikker og udsat, vil man typisk også være følelsesmæssigt svingende, have svært ved at berolige sig selv og finde en god balance i kontakten med andre.

Alle har brug for at kunne være tæt på andre og samtidig kunne være tro mod og tryg i sig selv. Det er på en måde en livsopgave alle skal arbejde med, da det er nemmere sagt end gjort. Men for nogle mennesker udgør det en særlig opgave, som det kan være svært at håndtere med tilfredsstillende resultat. Det kan være fordi, man har svært ved at kommunikere klart med andre, fordi man ikke har tilstrækkelig fornemmelse af sig selv. Det kan også være fordi, man har nogle belastende erfaringer med sig, som gør det svært at åbne sig og fatte tillid til andre. Selvom man så gerne vil, lykkes det sjældent i længere tid at være sammen med andre uden at der opstår uro og konflikt.

I behandlingen bliver der bl.a. fokuseret på at uddybe og nuancere oplevelsen af egen person i relation til andre mennesker - f.eks. kan man uden at være helt klar over det, tilbagevendende komme til at tænke om sig selv, at den anden er bedre eller ikke vil kunne acceptere bestemte sider af ens person, som derfor ikke må komme for dagens lys. Man kan også være fanget i en oplevelse af at skulle præstere noget bestemt for at gøre sig fortjent til andres selskab, sympati eller kærlighed. Eller man kan være af den opfattelse, at det er bedst at holde afstand til andre, at man må leve med sin ensomhed og længsel efter kontakt, fordi det er for risikabelt at være sig selv sammen med andre.

Det er vigtigt at forstå hvordan vanskelighederne er opstået, og hvorfor det bliver ved at være svært. Det betyder, at behandlingen både vil rette sig mod baggrunden og tidlige erfaringer, og at den vil være fremadrettet og skabe grundlag for personlig vækst og udvikling.

SELVSKADENDE ADFÆRD/CUTTING

Selvskadende adfærd eller cutting er et stadig mere udbredt problem blandt unge mennesker. Flere og flere unge ridser eller skærer i sig selv. Dette kaldes cutting.

Det skaber både fortvivlelse, vrede og afmagt hos forældre og pårørende til det unge menneske, som bevidst skader sin egen krop. Det kan være meget svært at forstå og håndtere en så selvdestruktiv adfærd. Selvskade eller cutting er ikke et selvmordsforsøg. Tværtimod er det en form for overlevelsesstrategi.

Når den unge snitter sig er det ofte for at at undslippe en overvældende tilstand af indre spænding, angst eller frustration. Den konkrete fysiske smerte flytter opmærksomheden væk fra den følelsesmæssige smertetilstand. Cutting kan også give en oplevelse af at være mere i live; at føle smerte er en flugt fra den meget pinagtige oplevelse af uvirkelighed, tomhed og ligegyldighed. Efter længere tids cutting kan det give et kick eller sus at skære sig. Kroppens smertedæmpende system - endorfiner - aktiveres ved påført smerte og giver et særligt sus. Pludseligt ophør kan derfor medføre abstinenslignende oplevelser.

Behandlingen drejer sig bl.a. om at udvikle mere konstruktiv coping med negative følelsestilstande. Der skal findes en erstatning for cutting. Mange af de unge, der skader sig selv, mangler til tider både social selvtillid og en tilstrækkelig god evne til at verbalisere deres følelser og sansninger. Et vigtigt element i behandlingen er derfor at hjælpe med udvikle sociale færdigheder, således at evnen til at bære en konflikt og håndtere den hensigstmæssigt skærpes. Endvidere retter behandlingen sig mod at træne evnen til at mentalisere, dvs. tænke og tale om følelsestilstande. Når forståelsen øges, øges også tolerancen for negative følelser. Den unge bliver bedre til at tåle frustration og kan i højere grad berolige sig selv. Istedet for at handle impulsivt og selvdestruktivt på negative følelser, kan den unge benytte sig af sin intellektuelle kapacitet og dermed skabe rum for at overveje den bedst mulige reaktion.